Den nordsvenske er sammen med Gotlandsrussen, Sveriges eneste nationale hesterace, som kan spores tilbage i historien som en svensk om muligt skandinavisk landrace pga. den varierende forhold og forskellige forudsætninger.
I det store land Sverige er landhesten blevet opdrættet i mange lokale stammer, hvilket udgør grundlaget for dagens nordsvenske hest. Landhesten i Jämtland og Hälsingeland var lidt større og tungere end de øvrige län. Af forskellige årsager blev landhesten i 1800-tallet udsat for indblanding af andre racer nok pga. krigene på kontinentet, hvor man havde brug for at forædle racerne til krigsheste. Det kom selvfølgelig også til Sverige, hvor racen blev påvirket af ædlere hingste fra Strömsholm.
Næste fremstød mod landracens eksistens havde en mere jordnær baggrund, da jordreformen kom og dannede grundlag for rationalisering og udvikling af landbruget. Dette krævede nu mere masse og kraft og man indførte større og tungere racer fra England og Centraleuropa. Disse hingste væltede nærmest ind over landet i sidste halvdel af 1800-tallet og nærmest fortrængte den “lille” nordsvenske hest i det sydlige Sverige og med hast nordpå.
Fremsynede personer indså dog hurtigt faren for udrydelse og i sidste øjeblik fik reddet de sidste renracede nordsvenske heste, og begyndte en egentlig rekonstruktion af racen. I spidsen for dette gik Södredalarens Hästvenner under ledelse af veterinærprofessor Wilhelm Hallander i 1894 og i år 1900 blev racen Nordsvenska Hästen officiel, men der måtte også nyt blod til for ikke at få indavlede heste.
Man valgte at indføre hingste af den eksteriørmæssigt meget beslægtede Norske Guldbrandsdala, senere kaldet Döle hesten, for på den måde at bygge racen op.
I 1903 oprettedes hingstestationen Wången i Jämtland og den blev en milepæl i den nordsvenske races historie. Her opkøbte man hvert år de bedste hingste føl i landet, og sammen med Döle-hingste blev de grundstammen til den Nordsvenske hest som vi ser i dag. Trods store protester nedlagde den svenske stat hingstestationen i 1996 og avlsarbejdet er nu lagt ud på private hænder.
Fra starten kunne man skelne mellem to slags nordsvenske, den ene var større og grovere og fandtes i og omkring Norrland, den lette type fandt man som regel i Dalarna, Värmland og Dalsland. Mennesker har til alle tider været interesseret i at konkurrere og efter at travsporten udvikledes og travbanerne skød op, kom den lettere nordsvenske type i anvendelse til travløb. Det samme skete for den norske Dölehest. Man beslutter i 1964 at skille travhesten fra den Nordsvenske og føre hver sin stambog og hvert sit avlsarbejde. Det som i dag kaldes koldblodstraveren er en let hurtigtravende koldblodshest med hovedsaglig svensk og norsk blod i årene og den som vi i dag kalder Nordsvensk Brugshest, er dem vi kan føre tilbage til år 1800.
Den nordsvenske hest er en mellemstor koldboldshest. Hopperne har en gennemsnitshøjde på 153 cm og hingstene 157 cm. Variationer af mankehøjden kan på hoppesiden være stor.
Hovedet er mellemstort med en lige profil og med brede muskuløse kæber, hvilket giver et kileformet udseende. Halsen er mellemlang og muskuløs, ryggen er lang og muskuløs, krydset velstillet og bringen oftes bred. Benene er vel dimentioneret med brede ledgange og stærke sener.
Gangen skal være energisk og taktmæssig. Farverne kan være brun, sortbrun, sort, fuks, gulbrun, gulsortbrun,gulsort, isabella, samt blakke variationer af disse farver. Afbleget skimmel hvis farven kan ledes tilbage til de såkaldte Blåheste i Norge. Der forekommer ingen brogede nordsvenske, dog tillades aftegninger oftest på benene og i hovedet.
